Få vores nyheder på mail

Selv de bedste arbejdspladser kan få problemer med stress

Nyhed   •   Jun 26, 2017 10:00 CEST

Stress kan ramme alle slags virksomheder - selv de bedste. Det har man erfaret i Middelfart Sparekasse, der også har haft stressramte medarbejdere, selvom de er blandt Europas bedste arbejdspladser.

Middelfart Sparekasse er Europas tredje bedste arbejdsplads målt på medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde. Men på trods af et sundt arbejdsmiljø, kan de som alle andre virksomheder rammes af problemer med stress. Det har Cabi hjulpet dem med på et stresskursus.

Når medarbejderne i Middelfart Sparekasse går på arbejde, er det på én af Europas bedste arbejdspladser. Tidligere på måneden blev de nemlig kåret som Europas tredje bedste arbejdsplads blandt mellemstore virksomheder af analyseorganisationen Great Place to Work.

Der kan være mange årsager til, at de er landet i top tre, mener Helle Lund Gregersen, HR-chef i Middelfart Sparekasse. Dog peger hun på én grundlæggende vigtig tilgang, der kan have ført dem til tredjepladsen:

”Det handler om at behandle hinanden ordentligt på arbejdspladsen. Vi har fokus på fællesskabet og på at gøre tingene sammen, og så arbejder vi for at skabe bæredygtige relationer mellem medarbejdere og ledere, men også medarbejderne imellem,” siger hun.

Ved at have fokus på grundlæggende værdier som fællesskab og samarbejde forsøger de at skabe et sundt arbejdsmiljø, hvor risikoen for stress minimeres, og sygefraværet holdes nede.

Det er en god forebyggende strategi, mener Dorte Rosendahl Kirkegaard, Cabis seniorkonsulent på stress- og sygefraværsområdet:

”Middelfart Sparekasse fokuserer på arbejdsglæde, åben dialog og god nærværende ledelse. Det danner grobund for en god sund kultur, der forebygger sygefravær og stress,” siger hun.

Men selvom medarbejderne er blandt dem i Europa med størst arbejdsglæde, kan de ikke helt undgå problemer som stress. Da to mellemledere blev ramt, valgte sparekassen derfor at få hjælp fra en af Cabis konsulenter.

Sparekassen hjulpet på vej med stresskursus

Sidste år hjalp Cabis konsulent Hanne Holm Andersen Middelfart Sparekasse med at håndtere stress i virksomheden ved at afholde et kursus for deres mellemledere. 

Ifølge Dorte Rosendahl Kirkegaard er det positivt, når virksomheder som Middelfart Sparekasse strategisk arbejder med at forebygge stress. Men det er også vigtigt, at de sikrer sig, at de har de nødvendige værktøjer og viden om håndtering, når en medarbejder bliver stresset. Og her er lederens rolle central.

At forebygge og håndtere stress er noget af det, Cabis stresskursus har hjulpet dem med. Helle Lund Gregersen oplever, at kurset har hjulpet dem med at blive bedre til at håndtere stress, både inden det opstår, og når det er sket:

”Vi har fået bedre redskaber til at kunne sætte ind før. I dag er vi også mere trygge ved at handle på det, når nogle medarbejdere rammes. Vi er blevet tydeligere og mere konsekvente, når det kommer til stress.”

Cabi står klar til at hjælpe andre virksomheder med stress på arbejdspladsen

Få mere viden om stress her

Læs mere om hvordan I kan forebygge og håndtere stress her