Gå til indhold
Erhvervsskolerne  er hårdt ramt, og adrig tidligere har så få unge gennemført en erhvervsuddannelse
Erhvervsskolerne er hårdt ramt, og adrig tidligere har så få unge gennemført en erhvervsuddannelse

Nyhed -

Unge som gennemfører en erhvervsuddannelse sætter bundrekord

Aldrig har så få unge gennemført en erhvervsuddannelse. Tallene for 2020 er de laveste, som Danmarks Statistik har målt, og det er katastrofalt, mener erhvervsskolerne. Der er behov for at styrke samarbejdet med virksomhederne langt tidligere, vurderer Cabi.

Blandt unge i aldersgruppen 18-25 år har der aldrig været så få med en erhvervsuddannelse på cv’et som nu. Det skriver Altinget med udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik.

Tallene viser ellers, at unge gennemfører ungdomsuddannelser som aldrig før, men på erhvervsuddannelserne går det den stik modsatte vej.

I 2020 havde knap 50.000 unge mellem 18 og 25 år en erhvervsuddannelse, og det er et kraftigt fald fra 2013 og 2014, hvor over 70.000 unge havde en erhvervsuddannelse. I samme periode er antallet af unge med en gymnasial uddannelse steget.

Formanden for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, Ole Heinager, beskriver udviklingen som en katastrofe.

Han er ikke i tvivl om, hvad der ligger til grund for den. Det gør erhvervsuddannelsesreformen fra 2015, som bl.a. indførte adgangskravet om karaktergennemsnit på mindst 02 i dansk og matematik fra grundskolen.

”Faldet er så markant de seneste fem år. Det sker lige efter eud-reformen i 2015. Det er en tydelig indikator.”

”Det bekræfter, at reformen blev lavet med fokus på de helt unge – og glemte de unge voksne. Det var ellers dem, vi havde flest af på erhvervsskolerne.”

”Søgningen fra grundskolen har ikke ændret sig. Til gengæld har vi så mistet halvdelen af eleverne over 18 år. De er forsvundet,” siger han til Altinget.

Cabi: Indsatsen skal være mere virksomhedsrettet

Seniorkonsulent hos Cabi, Jesper Pedersen, har gennem en årrække beskæftiget sig med udsatte unge og virksomhedssamarbejde. Han mener, at indsatsen over for de unge i højere grad skal involvere virksomhederne.

”De unge, som er over 18 og endnu ikke kommet i gang med en uddannelse, har ofte brug for at blive inspireret til at vælge en vej. Der kan et håndgribeligt forløb i en virksomhed være en løsning. Måske skal de have et job i en periode, hvor de bliver modnet til at tage en uddannelse,” siger Jesper Pedersen.

Arbejdsgivere: Mere fokus på praktisk læring

Ole Heinager efterlyser politisk handling og peger samtidig på, at Danmark i fremtiden står til at mangle tusindvis af faglærte. Også Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv ønsker handling.

”De to trepartsaftaler fra 2020 om erhvervsuddannelser skal naturligvis have lov til at virke. Men der er fortsat behov for tiltag. Det gælder eksempelvis ændringer i folkeskolen, hvor der skal mere fokus på praktisk læring. Der skal også mere viden om erhvervsuddannelserne blandt lærerne og mere samarbejde med virksomheder," siger uddannelses- og integrationschef i DA, Jannik Bay til Altinget.

Ligesom Jannik Bay ser Jesper Pedersen oplagte muligheder i at styrke samarbejdet med virksomhederne. Det gælder både i folkeskolen og på Forberedende Grunduddannelse (FGU), som er for unge mellem 15 og 25 år, der endnu ikke er klar til at begynde en ungdomsuddannelse.

”Unge i FGU har ofte haft mange nederlag i skolen, men de lærer godt gennem praksis. Så et tættere samarbejde med lokale virksomheder på FGU’en, hvor de unge får prøvet sig selv af på en anden måde, end de ser i skolen, kan være med til at motivere dem til at gå i gang med en uddannelse,” siger Jesper Pedersen.

Det gælder om at tænke fx håndværker eller hotel- og restaurationsvirksomheder ind i undervisningen.

”Når unge på FGU får lov til at udføre så konkrete opgaver som muligt, hvor de får praktisk erfaring med et håndværk, så giver det dem også værdifuld erfaring, når de begynder på erhvervsskolerne. De prøver måske for første gang at være foran deres jævnaldrende,” fortsætter han.

Jesper Pedersen har desuden evalueret initiativet Kloge Hænder, hvor folkeskoleelever har prøvet kræfter med håndværksfagene ved at bygge fx en terrasse eller en legeplads i samarbejde med en byggevirksomhed.

”Eleverne får prøvet håndværksfagene, og de får brugt fag som matematik og dansk på helt andre måder end de plejer. Samtidig får de et konkret, færdigt produkt ud af deres arbejde. Det kan være med til at give dem appetit på en erhvervsuddannelse,” siger Jesper Pedersen.

Mere inspiration

Cabi har udviklet en række anbefalinger til at få udsatte unge i gang - Find dem her

Emner

Tags

Pressekontakt

Ea Nielsen

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126
Henrik Boye Ebbesen

Henrik Boye Ebbesen

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder Presse og kommunikation 3066 1688

Relaterede nyheder

Bedre arbejde til flere

Cabi er et nonprofit videnshus med bevilling fra Beskæftigelsesministeriet. Vi arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes.

Cabi
Åboulevarden 70, 3
8000 Aarhus C
Danmark