Gå til indhold
København er foran Aarhus og Odense, når det kommer til at ansætte flygtninge og indvandrere.
København er foran Aarhus og Odense, når det kommer til at ansætte flygtninge og indvandrere.

Nyhed -

København ansætter flere indvandrere end Aarhus og Odense

Der bliver langt fra ansat lige mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i landets største kommuner. I Københavns Kommune er andelen af denne gruppe ansatte vokset fra 12,8 pct. til 13,9 pct. i perioden 2010 til 2015. I samme periode er det gået den modsatte vej i Aarhus og Odense. I Aarhus Kommune er andelen af disse ansatte faldet fra 8,1 pct. til 6,3 pct. Det viser Ugebrevet A4’s analyse lavet ud fra tal fra kommunerne og Danmarks Statistik.

Mens der er blevet færre ikke-vestlige ansatte i de to kommuner, er der samtidig kommet flere ikke-vestlige borgere i den erhvervsaktive alder. Og kommunernes arbejdsmarked afspejler derfor ikke deres befolkningssammensætning på området.

Analysen bekymrer professor og forskningschef fra Rockwool Fonden, Jacob Arendt Nielsen:

”Der er et klart integrationsproblem. Ikke-vestlige indvandrere har svært ved at finde beskæftigelse, og det er et integrationsproblem, som vi også ser i den kommunale sektor,” siger han til Ugebrevet A4.

Forskelle og uforløst potentiale

Han peger på, at tallene kan forklares med forskelle ude i kommunerne:

”Forskellene er så store, at det tyder på, at der er en forskellig tilgang til det i de forskellige kommuner, da det er de samme typer af opgaver, som skal løses ude i kommunerne,” siger han til ugebrevet.

I Aarhus ærgrer borgmester Jacob Bundsgaard sig over forskellene, men erkender, at kommunens indsats ikke har været tilstrækkelig:

”Det er skidt for de mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, det er skidt for samfundet, men det er også skidt for Aarhus Kommune som arbejdsplads, fordi vi går glip af attraktive og kompetente medarbejdere,” skriver han i et svar til Ugebrevet A4.

I København glæder beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, sig over tallene. Dog påpeger hun, at der stadig ligger en udfordring i at få flere indvandrere i job:

”En af de største udfordringer, vi står over for som samfund, er at sikre alle en lige adgang til arbejdsmarkedet. Der er stadig for få ikke-vestlige indvandrere på arbejdsmarkedet, og det skal vi som kommune tage medansvar for,” skriver hun til Ugebrevet A4.

Og der kan gøres mere. Det er Anders Ejrnæs, forsker ved Roskildes Universitets Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, enig i. Han mener, tallene peger på, der ligger et stort potentiale ude i kommunerne:

”Hvis man kunne få de fire næststørste kommuner med på vognen, så ville man hæve beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere gevaldigt. Og det ville være til gavn for hele samfundet,” siger han til Ugebrevet A4.

Mere information

Læs mere hos Ugebrevet A4

Læs mere om indvandrere på arbejdsmarkedet på cabiweb.dk/flygtningeijob

Emner

Kategorier

Kontakt

Ea Nielsen

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126
Malene Boel Kristensen

Malene Boel Kristensen

Pressekontakt Marketingkoordinator Kommunikation og Marketing 2099 7771

Plads til flere i arbejde

Cabi er et nonprofit videnshus med bevilling fra Beskæftigelsesministeriet. Vi arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes.

Cabi
Åboulevarden 70, 3
8000 Aarhus C
Danmark