Nyhed -
Golfprojekt får unge kontanthjælpsmodtagere i gang med uddannelse og arbejde
Et 12-ugers golfforløb har vist sig at hjælpe unge uden for arbejdsmarkedet med større afklaring omkring deres fremtid. Forløbet har givet de unge selvtillid og fokus, mener afdelingsleder på jobcenter.
I Hedensted har en golfbane vist sig at være et godt redskab til at få unge kontanthjælpsmodtagere i gang med enten job eller uddannelse. Igennem 12 uger har de unge gradvist fået mere og mere afklaring omkring deres fremtid, samtidig med at de har spillet på den grønne golfbane.
Resultaterne af forløbet er, at syv ud af ti af deltagerne senere hen er kommet i job eller er startet på en uddannelse.
Pia Hermanstad, afdelingsleder på Jobcenter Hedensted, mener, at golfprojektet har givet de unge mange vigtige redskaber med videre:
”Mange af deltagerne i projektet har haft sociale begrænsninger, det ville ikke have været rigtigt at sætte dem til at passe et arbejde. Her fik de brugt deres kroppe, fik klare udfordringer, fik rykket grænser, og fik lært det fokus, som golf kræver. På den måde får de hurtigere selvtillid og bliver klar til job eller uddannelse,” siger hun til DR Trekantsområdet.
Realistiske mål fremfor nederlag
Flere af deltagerne har tidligere haft svært ved at få fast tilknytning til arbejdsmarkedet. En af dem er Sandra Joy Andersen, der lider af en kronisk gigtsygdom. Projektet har givet hende vished om, at hun skal starte på et studie efter projektet:
”Forløbet har givet mig overblik over, hvad jeg kan holde til. Og i stedet for at kaste mig ud i ting, hvor jeg får nederlag, kan jeg nu sætte realistiske mål. Og derfor har jeg besluttet mig for at læse til pædagog,” siger hun til DR Trekantsområdet.
Læs mere om unge og indsatser for at få dem i uddannelse og job