Gå til indhold
Mere end halvdelen af medarbejderne i tømrer- og entreprenørvirksomheden Egerbyg i Hvidovre har en form for diagnose eller fysisk lidelse med i bagagen. Men diverse skavanker har ledelsen slet ikke fokus på. De ser kun på folks ressourcer.
Mere end halvdelen af medarbejderne i tømrer- og entreprenørvirksomheden Egerbyg i Hvidovre har en form for diagnose eller fysisk lidelse med i bagagen. Men diverse skavanker har ledelsen slet ikke fokus på. De ser kun på folks ressourcer.

Nyhed -

Entreprenør mangler ikke arbejdskraft: Ansætter gerne folk med diagnoser

Over hele landet takker håndværksmestrene lige nu nej til opgaver på grund af mangel på arbejdskraft. Entreprenørfirmaet Egerbyg har valgt at fokusere på de ressourcer, der er til rådighed. Virksomheden rekrutterer ofte personer fra kanten af arbejdsmarkedet. ”Det handler om at se på folks ressourcer frem for at fokusere på deres svagheder,” siger direktøren.

Tømrer- og entreprenørfirmaet Egerbyg i Hvidovre har flyttet fokus for at skaffe arbejdskraft, hvor hovedparten af kollegerne i byggebranchen aktuelt døjer med mangel på arbejdskraft. Ledelsen er nemlig ikke bange for at rekruttere medarbejdere med fysiske handicaps eller psykiske lidelser.

I dag tæller Egerbygs medarbejderstab godt 20 fastansatte, og mere end halvdelen af dem har en eller anden form for diagnose eller fysisk lidelse med i bagagen. Men lidelser og diagnoser af forskellig art interesserer slet ikke partner og direktør i virksomheden, Jørgen Damkiær, når han står i en rekrutteringssituation:

”Vi koncentrerer os i stedet om at se på den enkelte medarbejders ressourcer. Hvad han eller hun er god til. Og så udvikler vi sidenhen på de stærke sider, men vi sørger også for at støtte den enkelte på de områder, hvor der er svagheder,” siger han.

Egerbyg har eksempelvis flere ansatte, der døjer med ordblindhed i varierende grad.

”Til gengæld er de dygtige med saven, hammeren eller boremaskinen. I vores branche skal de jo heller ikke skrive en roman hver dag. Så dem, der har læsevanskeligheder, bliver bare ikke sat til at løse opgaver, hvor der er brug for at læse en masse anvisninger. Og det betyder, at de hver dag går glade på arbejde og glade hjem igen.”

Gør aldrig forskel på ansøgere
Jørgen Damkiær bruger altid den samme rekrutteringsstrategi, uanset om han har en person fra kanten eller en ansøger uden synlige udfordringer til jobsamtale.

”For mig er der slet ingen forskel på de to situationer. Det handler kort og godt om at få fastlagt, hvorvidt den enkeltes ressourcer passer til de opgaver, vi skal have løst,” forklarer han.

Når han sidder over for en kandidat fra kanten af arbejdsmarkedet, som er til samtale sammen med en repræsentant fra det lokale jobcenter, kræver han dog altid svar på, hvilke udfordringer personen har med sig.

”Jeg ved jo på forhånd, at den person, der sidder over for mig, har noget med sig i bagagen. Ellers var vedkommende ikke havnet i systemet. Og jeg skal selvfølgelig have at vide, hvad ’noget’ dækker over, så jeg kan tage hensyn til den udfordring ved en eventuel ansættelse. Men i sidste ende er det altid personens ressourcer, der afgør, om det bliver til en aftale.”

Jørgen Damkiær mener ikke, at hans kolleger i byggebranchen skal være bange for at rekruttere en person fra kanten, der af den ene elle anden grund har fået hæftet en diagnose på sig eller har en fysisk skavank. For Egerbyg har det været en af årsagerne til, at virksomheden ikke har været ramt af mangel på arbejdskraft.

”Der er jo folk med diagnoser overalt i vores samfund og på alle typer af arbejdspladser. Og jeg vil egentlig hellere ansætte en tømrer med lidt ADHD og krudt i røven end én med et flot håndværker-CV, der lige tager en slapper eller to i løbet af arbejdsdagen.”

Jobcentret skal researche mere
Gennem årene har Jørgen Damkiær haft talrige møder med forskellige virksomhedskonsulenter fra jobcentrene. Og han lægger ikke skjul på, at hans erfaringer på området er blandede. Han synes fx ikke, at jobcentrene altid er de bedste ambassadører for de personer, de skal forsøge at hjælpe i job.

Han efterlyser blandt andet, at jobcentrenes konsulenter bruger lidt mere krudt på at finde ud af, hvad det egentlig er for en type medarbejder, den pågældende virksomhed mangler.

”Jobcentret skal ikke hovedløst sende en tømreruddannet ud til os, blot fordi vi driver en tømrervirksomhed og tidligere har hentet folk ind fra kanten. Der er jo store forskelle på, hvad en tømrer laver nu-til-dags,” siger Jørgen Damkiær og fortsætter:

”På forhånd skal virksomhedskonsulenten sørge for at få taget en ordentlig snak med arbejdsgiveren om, hvad det helt præcist er for en type tømrer, der søges. Når forventningerne er afstemt, er der en større chance for, at virksomheden ender op med det rigtige match.”

Får ofte en dårlig salgstale
Jørgen Damkiær mener også, at nogle virksomhedskonsulenter med fordel kunne møde arbejdsgiverne med en lidt mere sælgende tilgang, når de henvender sig med ”en borger i tasken”.

”Ofte starter virksomhedskonsulenten med at fortælle om alle de udfordringer, personen har. Den ene barriere efter den anden bliver linet op. Det svarer vel nærmest til, at bilforhandleren starter med at sige, at bilen både taber olie og har slidte bagdæk, men undlader at sige, at den faktisk kører udmærket. En sådan dialog fremmer i min optik ikke interesse for den, der enten skal købe bilen eller – i vores tilfælde – ansætte personen.”

I stedet bør virksomhedskonsulenten ifølge Jørgen Damkiær starte med at fremhæve de ressourcer ved personen, som konsulenten efter forudgående research ved, at virksomheden har brug for.

”Når det sker, ender det ofte med en ansættelse. Og det betyder også, at jeg vender tilbage til virksomhedskonsulenten, næste gang jeg har brug for en medarbejder.”

Emner

Tags

Pressekontakt

Ea Nielsen

Ea Nielsen

Pressekontakt Souschef Kommunikation og marketing 4128 4126
Henrik Boye Ebbesen

Henrik Boye Ebbesen

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder Presse og kommunikation 3066 1688

Bedre arbejde til flere

Cabi er et nonprofit videnshus med bevilling fra Beskæftigelsesministeriet. Vi arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes.

Cabi
Åboulevarden 70, 3
8000 Aarhus C
Danmark