Få vores nyheder på mail

Virksomheder kæmper for at holde fast på medarbejderne

Pressemeddelelse   •   Sep 03, 2018 11:55 CEST

I en tid, hvor flere virksomheder begynder at mangle arbejdskraft er begrebet onboarding blevet populært på ledelsesgangene. Det handler om at få alle medarbejdere godt ombord, så de bliver i virksomheden. Aalborg-virksomheden GomSpace er værter for et fuldt booket arrangement.

Manglen på arbejdskraft dukker op i flere og flere virksomheder, og derfor gælder det for mange virksomheder om at holde på de medarbejdere, man allerede har. En vej til at holde på medarbejderne er ved at sørge for en god introduktion til virksomheden, hvor den nye kollega bydes godt velkommen og får den nødvendige viden om virksomheden.

Det kaldes onboarding, og det begreb er blevet meget populært i danske virksomheder. 5. september er Aalborg-virksomheden GomSpace sammen med VirksomhedsnetværkCabi værter for et fuldt booket arrangement om onboarding og med mange på venteliste.

”Det betyder rigtig meget, at man som ny medarbejder får et godt førstehåndsindtryk af den arbejdsplads, man kommer til, så man får lyst til at være der. Det ved virksomhederne godt, og derfor er onboarding blevet populært. Dels for at den nye medarbejder kommer hurtigt i gang, og dels for at holde på medarbejderne,” siger Ann Cathrine Lebech Hoe, netværkskonsulent i VirksomhedsnetværkCabi.

God onboarding giver bedre produktivitet

En undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at omkring 800.000 danskere svarende til en tredjedel af arbejdsstyrken skifter hvert år job. Det gør Danmark til et af de lande i Europa, hvor befolkningen oftest skifter job.

Nye medarbejdere skal lære virksomhedens rutiner og arbejdsmetoder at kende, og det kan tage lang tid før den nye medarbejdere er helt oppe i gear og fuldt produktiv. Den tid kan der imidlertid skæres ned på med et godt program for onboarding.

Vil gerne have flere til at rekruttere fra kanten

Arrangementet i Aalborg er det første af en række arrangementer som VirksomhedsnetværkCabi afholder i efteråret, hvor temaet er onboarding af medarbejdere i virksomheden. – Med særligt fokus på onboarding af de medarbejdere, som har det sværest.

”Vi vil gerne have flere virksomheder til at tage et større ansvar og rekruttere fra kanten af arbejdsmarkedet. Er virksomhedens ledelse og ansatte gode til at byde velkommen til dem der har brug for en ekstra hånd, bliver virksomheden også automatisk bedre til at tage imod alle nye medarbejdere,” siger Ann Cathrine Lebech Hoe.

Hun gør desuden opmærksom på, at der er mange praktiske opgaver i en onboarding proces, som kan uddelegeres i virksomheden. Hovedansvaret for en succesfuld velkomst ligger hos den nærmeste leder, hvor opmærksomhed, dialog, forventningsafstemning og løbende feedback, er vigtige parametre for at hold på den nye medarbejder.

Fakta:

Siden 2002 har Cabi været en uafhængig, non-profit selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet med egne vedtægter og egen bestyrelse.

Cabis mission er at fremme et arbejdsmarked med plads til flere

Vi giver råd og inspiration til virksomheder og kommuner, som arbejder med at få flere udsatte ledige inkluderet på arbejdsmarkedet og med at fastholde udsatte medarbejdere i job.

Cabi driver desuden VirksomhedsnetværkCabi, der med over 6.000 medlemmer er landets største netværk af socialt ansvarlige virksomheder.


KONTAKT:

Netværkskonsulent Ann Cathrine Lebech Hoe, Cabi: 2942 8308 / aca@cabiweb.dk

Kommunikationsmedarbejder Jakob Rom Johansen, Cabi: 2065 8534 / jrj@cabiweb.dk

Cabi er en non-profit organisation under Beskæftigelsesministeriet. Vi formidler rådgivning, viden og værktøjer til virksomheder og jobcentre om, hvordan man i praksis får succes med at ansætte og fastholde mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet. Fx personer fysisk eller psykisk handicap, sociale problemer eller sygdom.

Sammen med jobcentre og virksomheder skaber vi løsninger, der forandrer og virker i praksis, så flere kommer i job.

VirksomhedsnetværkCabi er Danmarks største netværk af socialt ansvarlige virksomheder med over 5.500 medlemmer. Netværket har som mission at inspirere, udvikle og fremme virksomhedernes sociale ansvar.

Vedhæftede filer

PDF-dokument