Få vores nyheder på mail

Task force skal skaffe arbejdskraft til industrivirksomheder i Favrskov

Pressemeddelelse   •   Dec 02, 2016 12:54 CET

Industriens Fond bevilgede tidligere på året 3,4 millioner kr. til projektet ”Task force til industrien”, hvor to task forces i henholdsvis Favrskov og Silkeborg oprettes. Målet med projektet er at få flere virksomheder til at an-sætte flygtninge for at imødegå de begyndende udfordringer med at få tilstrækkelig arbejdskraft.

I Favrskov er task forcen bl.a. sammensat af repræsentanter fra Favrskov Erhvervsråd, fagforeningen 3F og ledere fra lokale industrivirksomheder som Uni Pur og Hammel Furniture, der har et stort netværk, og som har relevant erfaring, de kan give videre til andre virksomheder. Det skal ske gennem konkrete redskaber og erfaringer, som medlemmerne af task forcen vil dele med industrivirksomhederne.

Hjælp fra virksomhed til virksomhed

”Projektet begyndte i august, hvor task forcen skulle etableres og de gode erfaringer samles. Nu går vi for alvor i gang, og task forcens medlemmer skal ud og banke på dørene hos virksomhederne og give dem redskaberne til at kunne ansætte flygtninge så de får de medarbejdere, de har brug for,” siger Ea Nielsen, kommunikationschef i videns- og netværkshuset Cabi, som leder projektet ”Task force til industrien.”

”Vores drøm er, at vi kan engagere hele lokalområdet i Favrskov til at vi kan slå to fluer med ét smæk: Job til flygtninge og arbejdskraft til industrien,” fortsætter hun.

Hammel Furniture vil dele sine erfaringer

Hos Hammel Furniture har reklamationsansvarlig, Ulla Kvist, mange års erfaring med at tage imod både etniske danskere, som befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet, samt flygtninge og nydanskere, der har været i landet i kortere eller længere tid. Foruden jobbet som reklamationsansvarlig fungerer hun også som mentor i virksomheden.

”Task forcen er en god mulighed for at virksomheder, som ikke har så meget erfaring kan hente nogle gode råd hos os, der har prøvet det før, og som har en ide om, hvad der fungerer”, siger Ulla Kvist.

Ifølge hende handler det bl.a. om at have tålmodighed og gøre det klart, hvilke opgaver, der skal udføres, og hvordan man er sammen på arbejdspladsen. Hammel Furniture har netopansat en flygtning i løntilskud, som har været i praktik i virksomheden i fem måneder samtidig med at han gik på sprogskole.

Gør ikke forskel

”Vi tager flygtninge ind på akkurat samme måde, som hvis det var en etnisk dansker, der var langt fra arbejdsmarkedet. Men jeg sørger for at matche dem med en erfaren medarbejder, som de kan støtte sig op ad både socialt og fagligt,” siger Ulla Kvist.

Hun ønsker sig, at de nydanskere, som kommer ud i virksomhederne, lærer sprog, der er målrettet industrivirksomhederne, men de får det til at fungere bl.a. gennem fagter og tegninger. Og så skal man ifølge Ulla Kvist turde stille krav.

”Det tager tid at komme ind på en ny arbejdsplads, men i løbet af tre måneder skal man gerne være oppe i tempo. Man skal være tålmodig, men nogle gange må man også sige stop, fordi det ikke fungerer. Der skal man være ærlig,” siger Ulla Kvist.

Kontakt:

Fakta om ”Task force til industrien”:

  • Projekt ”Task Force til industrien” er støttet med 3,4 millioner kr. af Industriens Fond.
  • Videns- og netværkshuset Cabi, der er en nonprofit-organisation under Beskæftigelsesministeriet er leder af projektet.
  • Cabi samarbejder i projektet med: Favrskov Erhvervsråd, Favrskov Kommune, Silkeborg Kommune, LO Silkeborg og Favrskov og en række lokale industrivirksomheder.


Se mere om ”Task Force til industrien” på Cabiweb.dk/taskforce

Der vil desuden løbende blive delt nyt fra projektet fra Task force Favrskovs facebookside

Vi vil skabe bedre arbejde til flere. Sammen med jobcentre og virksomheder skaber vi løsninger, der forandrer og virker i praksis, så flere kommer i job.

Vedhæftede filer

PDF-dokument