Få vores nyheder på mail

Netværksmøde giver virksomheder inspiration til mere fleksibel arbejdskultur

Pressemeddelelse   •   Jan 29, 2020 10:43 CET

Virksomheder på Lolland-Falster får inspiration til, hvordan de kan indrette arbejdsdagen mere fleksibelt

Menneskers døgnrytme er genetisk betinget, og mange B-mennesker ville måske foretrække at møde på arbejde et stykke oppe ad formiddagen. Alligevel har vi i høj grad indrettet samfundet med arbejde fra 8 til 16. Nu skal et netværksmøde give virksomheder på Lolland-Falster tips og gode råd til en mere fleksibel virksomhedskultur. Det er også en fordel for virksomhederne.

Hotel Maribo Søpark lægger lokaler til netværksmødet, som har fået titlen Chronoleadership – Tilpas arbejdstider til døgnrytmer og skru op for produktivitet og trivsel. Bag arrangementet står indsatsen Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster.

Det er et samarbejde mellem bl.a. Lolland og Guldborgsund Kommune, Business Lolland-Falster samt videns- og netværkshuset Cabi, hvor målet er at få udsatte ledige i job samtidig med, at virksomheder får arbejdskraft.

Til netværksmødet, som afholdes 6. februar 2020, får deltagerne bl.a. et foredrag om begrebet ’Chronoleadership’ af Camilla Kring, forfatter og Ph.D i Work Life Balance ved Danmarks Tekniske Universitet.

Fleksibilitet og individuelt arbejdsdesign giver mennesker fra kanten en chance

Ifølge hende fokuserer Chronoleadership på at finde det optimale arbejdstidspunkt for det enkelte menneske. Og ved at tilbyde arbejdstider, som er tilpasset medarbejdernes døgnrytme, kan medarbejdertilfredshed, livskvalitet og produktivitet blive bedre.

”Fleksible virksomhedskulturer med større individuel tilpasning af arbejdstider og arbejdssteder kan bidrage til at imødekomme nogle af de behov, som mange borgere på kanten af arbejdsmarkedet har. Derudover vil arbejdsgivere, der tilbyder fleksibilitet få nemmere ved at tiltrække og fastholde alle typer af medarbejdere, ligesom åbnings- og servicetider kan udvides, og myldretidens belastning på vejene mindskes,” siger Marie Friderichsen, projektleder i Business Lolland-Falster

Fra Cabi deltager også konsulent Marie Torp Dandanel, som skal facilitere drøftelser blandt deltagerne om, hvordan fleksibelt arbejde kan blive til konkret virkelighed i virksomhederne.

Win-win for borgere og virksomheder

Jobcenter Lolland og Majbritt Sørensen, bureauchef i sommerhusudlejningsvirksomheden Sol og Strand, deltager også i netværksmødet. Her vil de fortælle gode, lokale historier om, hvordan arbejde er blevet tilpasset de særlige behov, som nye medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet kan have.

Indtil videre har 350 virksomheder taget imod borgere i forbindelse med Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster, og 100 borgere har opnået lønnede timer efter at de har været i et forløb i en virksomhed.

”Det her er mennesker, som ofte har været uden for arbejdsmarkedet i mange år, så det er en kæmpe sejr for dem at nå den milepæl, hvor de tjener deres egne penge. Og vi hører også fra virksomhederne, at det er meget motiverende at hjælpe andre til at lykkes. Samtidig er det også en gevinst for virksomhederne, som får nye medarbejdere ud af det. Så med netværksmødet vil vi gerne inspirere flere til at være med,” siger Marie Torp Dandanel.

KONTAKT:

  • Projektleder Marie Friderichsen, Business Lolland-Falster: 5179 2641 / mp@businesslf.dk
  • Konsulent Marie Torp Dandanel, Cabi: 2298 5653 / mat@cabiweb.dk

Fakta om netværksmødet

  • Netværksmødet afholdes 6. februar på Hotel Maribo Søpark fra kl. 15.30-18.15
  • Mødet henvender sig til ledere og HR-medarbejdere i virksomheder på Lolland-Falster
  • Det er gratis at deltage, og sidste frist for tilmelding er 4. februar
  • Pressen er velkommen. Kontakt venligst Marie Friderichsen på forhånd

Se mere om arrangement på Business Lolland-Falsters hjemmeside

Om Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster

Rekruttering fra Kanten på Lolland-Falster er et partnerskab mellem Lolland og Guldborgsund kommuner, Business Lolland-Falster, 3F, Erhvervspark Lolland, videns- og netværkshuset Cabi samt analysevirksomheden LG Insight. Initiativet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.

Cabi er et nonprofit videns-, netværks-, og formidlingshus under Beskæftigelsesministeriet. Vi arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes. Det gør vi ved at stille brugbar viden og operationelle værktøjer til rådighed for virksomheder og kommuner, der ønsker at fremme:

  • Udsatte menneskers muligheder for job og uddannelse.
  • Udsatte medarbejderes muligheder for at blive i deres job.
  • Trivsel og forebyggelse af nedslidning på arbejdsmarkedet.

Vedhæftede filer

PDF-dokument