Få vores nyheder på mail

Ydelseskommission skal granske kontanthjælpen

Nyhed   •   Dec 18, 2019 10:52 CET

En ny ydelseskommission skal komme med anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem.

Regeringen har nedsat en ydelseskommission, som skal gentænke kontanthjælpssystemet. Kommissionen møder på forhånd hård kritik fra SF og Enhedslisten.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) offentliggjorde 17. december den længe ventede ydelseskommission, som gennem det næste år skal komme med anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem. Det omfatter også integrationsydelsen og at finde en afløser for kontanthjælpsloftet.

Det nye kontanthjælpssystem skal balancere en række hensyn, og de hensyn sætter retningen for ydelseskommissionens arbejde. Der skal være en klar økonomisk gevinst ved at arbejde, og der skal tages hensyn til børnefamilier, så børnene vokser op under rimelige forhold og med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet.

Ydelseskommissionen får Torben Tranæs, professor og forskningsdirektør i VIVE, medlem af Det Økonomiske Råds Formandskab, som formand.

"Det sociale sikkerhedsnet, som er fundamentet for det danske velfærdssamfund, er sat under pres. Prisen for den tidligere regerings kontanthjælpsloft har været høj – og for høj for børnene i familier, der har været ramt af loftet. Børn i Danmark skal vokse op under ordentlige forhold og med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet. Og det skal et nyt kontanthjælpssystem understøtte. Men løsningen er heller ikke bare at fjerne kontanthjælpsloftet, uden at erstatte det med noget andet. For kontanthjælp skal være en midlertidig ydelse, og der skal være en mærkbar forskel på at være på kontanthjælp og i arbejde," siger Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse

Men allerede inden arbejdet er gået i gang, møder kommissionen hård kritik fra to af regeringens støttepartier, SF og Enhedslisten. Af kommissoriet for ydelseskomissionen fremgår det, "At anbefalingerne samlet set skal være udgiftsneutrale, og må ikke svække beskæftigelsen."

Det får SF og Enhedslisten på barrikaderne. Partierne mener, at kommissoriet står i vejen for, at man kan afskaffe kontanthjælpsloftet og komme børnefattigdom til livs, når kontanthjælpssystemet ikke må blive dyrere.

"Det betyder jo, at hvis vi skal sætte enkelte ydelser op for at få flere børn ud af fattigdom, så skal man på den anden side tage fra nogle andre, som er ramt af sygdom eller arbejdsløshed. Samtidig lægges der ikke op til et reelt opgør med kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, men kommissoriet forudsætter, at de to fattigdomsydelser rent faktisk bevares i en eller anden form. Det er fuldstændig forkasteligt," siger Victoria Velasquez, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten, i en pressemeddelelse

Samme kritik lyder fra SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, som kalder det 'grotesk', at anbefalingerne skal være udgiftsneutrale.

Mere information

Se kommissoriet fra Beskæftigelsesministeriet