Få vores nyheder på mail

Stor forskel på kommunernes succes med integrationsindsats

Nyhed   •   Dec 04, 2017 14:52 CET

Ny analyse viser, at ikke alle kommuner er lige gode til at få indvandrere i job. Faktisk er udviklingen gået tilbage i flere af landets kommuner.

Der er store forskelle på, hvor mange indvandrere kommunerne formår at få i beskæftigelse, viser ny analyse. Forskellene kan hænge sammen med, at kommunerne også vurderer jobparathed forskelligt.

Nogle kommuner har haft større succes med at få indvandrere ud på arbejdsmarkedet end andre. I nogle kommuner er 27 pct. af de ikke-vestlige indvandrere i arbejde, mens det gælder op mod 57 pct. i andre. Det viser en ny analyse fra Agenda lavet på baggrund af Beskæftigelsesministeriets tal fra begyndelsen af året.

Analysen tegner et billede af et skævt danmarkskort, hvor nogle kommuner har fået flere ikke-vestlige indvandrere i job, mens udviklingen er gået tilbage i andre kommuner.

Alle Vestegnens kommuner har fået flere ikke-vestlige indvandrere i arbejde fra 2014 til 2017, mens udviklingen er gået i modsat retning i 43 ud af 94 kommuner. Flere af Vestegnens kommuner havde dog i forvejen en høj andel af ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse. 

Over den treårige periode er udviklingen på området gået mest frem i Lejre Kommune og mest tilbage i Langeland Kommune.

Ser man bort fra kommunegrænserne, var det landsdækkende billede, at 38 pct. af de ikke-vestlige indvandrere var i job i begyndelsen af året.

Jobparathed og beskæftigelse hænger sammen

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor alle kommuner ikke har lige stor succes med at få indvandrere i beskæftigelse. Én af forklaringerne kan være kommunernes praksis, når de vurderer om ikke-vestlige indvandrere er jobparate.

Analysen viser, at kommuner med højere jobparathed ofte også har en højere andel af ikke-vestlige indvandrere i job. Det er Vallensbæk Kommune et godt eksempel på, da de både ligger i toppen, når det gælder jobparathed og indvandrere i beskæftigelse.

Her bliver 61 pct. af kommunens ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp erklæret jobparate, og 57 pct. af denne gruppe borgere er på arbejdsmarkedet. I modsatte ende ligger Skanderborg Kommune, hvor 6 pct. vurderes jobparate. Det afspejler sig også på kommunens arbejdsmarked, hvor 33 pct. af de ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp er i arbejde. 

Mere viden

Læs mere hos Agenda 

Læs mere om integration på arbejdsmarkedet hos Cabi