Få vores nyheder på mail

Skæv fordeling af udsatte unge i kommunerne

Nyhed   •  Jun 19, 2017 13:52 CEST

I nogle af landets kommuner er op mod hver tiende unge hverken under uddannelse eller i job.

Der er stor forskel på, hvor mange udsatte unge uden job eller uddannelse, de forskellige kommuner har. Nogle kommuner har en permanent høj andel af udsatte unge og har vedvarende udfordringer med at få dem i gang, viser en ny undersøgelse.

I Odsherred, Brønderslev og på Lolland går mere hver 10. unge mellem 18 og 29 år rundt uden at være i gang med en uddannelse eller et job. På Frederiksberg gælder det kun 2,4 pct. af kommunens unge.

Forskellene er blevet gjort tydelige med den nye undersøgelse ”Udsatte unge – det kommunale landkort”, der er lavet af Rockwool Fondens Forskningsenhed. Undersøgelsen tegner et billede af et danmarkskort med ulige fordeling af udsatte unge i landets kommuner.

Forskelle på kommunernes uddannelses- og jobmuligheder

Der kan være flere årsager til, at billedet er kommet til at se skævt ud. En af dem kan være de store forskelle på kommunernes uddannelsestilbud til udsatte unge. En anden kan være, at arbejdsmarkedet ser forskelligt ud fra kommune til kommune.

Den nordjyske kommune Jammerbugt er med 9,5 pct. udsatte unge blandt de kommuner med den højeste andel af udsatte unge. Det kan ifølge borgmester Mogens Gade (V) hænge sammen med mulighederne for uddannelse i området:

”Vi har traditionelt haft mange udsatte unge i kommunen, og en af grundene er, at vi er udfordret ved at have forholdsvis få uddannelsesinstitutioner,” siger han til Ugebrevet A4.

En anden årsag, der ligger uden for kommunernes egne hænder, kan være, om der er høj- eller lavkonjunktur. Økonomien påvirker, hvor mange udsatte unge, der er i Danmark. Inden finanskrisen i 2007 var der 3,7 pct. udsatte unge mellem 18 og 24 på landsplan. Da denne undersøgelse blev lavet i 2014, var tallet steget til 5,6 pct.

Kommuner skal lære af hinanden

At der følger store ændringer med forskellige økonomiske perioder, betyder dog ikke, at kommunernes egne indsatser er uden betydning. Kommunerne skal stadig yde en indsats for at få deres udsatte unge i arbejde eller uddannelse. Det mener Signe Hald Andersen, forskningsleder og souschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed. Hun håber, kommunerne med tiden kan lære af hinanden på området:

”Vi vil gerne forsøge at få belyst, om kommunerne kan lære af hinanden. Er der nogen kommuner, der allerede gør alt, hvad der er muligt for dem, så løsningen skal komme et andet sted fra? Det kunne måske være fra staten eller fra virksomhederne,” siger hun til Ugebrevet A4.

Læs mere om undersøgelsen af udsatte unge her