Få vores nyheder på mail

På jobjagt for veteraner

Nyhed   •   Feb 17, 2019 09:14 CET

Cabi kobler veteraner og virksomheder sammen i en indsats, der skal skaffe job til tidligere udsendte, som har svært ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet.

 For nogle af de mange danskere, som har været udsendt på missioner for Forsvaret, kan det være svært at vende hjem. De kan være påvirket af de alvorlige hændelser, de har været udsat for, og nogle har svært ved at finde sammen med familie og venner og at komme i job.

Det sidste arbejder Cabi med hovedsæde i Aarhus hårdt på at hjælpe med. I slutningen af 2016 modtog Cabi 5,22 millioner kroner fra satspuljen. Over fire år skal de bidrage til at hjælpe folk, der er på kanten af arbejdsmarkedet, med at komme ud på det. Det sker i projektet Veteraner i job - Fra brændpunkt til beskæftigelse.

"Det her har ikke været lavet før, så det har været et stort og ukendt område at tage fat på. Vi laver såkaldte task force-grupper, og erfaringerne har vist os, at det er bedst at sætte virksomheder og veteraner sammen direkte. Det forsøger vi på og er godt i gang i Nordjylland, Midt- og Østjylland, Sydsjælland og Hovedstaden. Her arbejder task forces allerede, og vi laver endnu fem," siger projektleder og kommunikationschef hos Cabi, Ea Nielsen, til Århus Stiftstidende

En del virksomheder er interesseret i at tage veteraner i job. De giver udtryk for, at veteranerne er god arbejdskraft og disciplinerede. Men området er så forholdsvis nyt, at virksomhederne ikke aner, hvordan de skal gribe det an.

"De spørger for eksempel, hvordan de skal forholde sig, hvis en veteran pludselig får et anfald på grund af ptsd. Alt det vil vi fortælle dem om. På Veterancentret i Ringsted er de dygtige til den slags, så deres kurser henviser vi dem til. De hjælper også pårørende. Hos os har vi også en hotline, folk kan kontakte," siger Ea Nielsen.

Mere information

Læs hele artiklen i Århus Stiftstidende

Se også artiklen Her føler veteran fra Kosovo sig på hjemmebane

Se mere om Cabis veteranindsats på Cabiweb.dk/veteran