Få vores nyheder på mail

Nyborg fastholder rengøringsassistenter rekordlænge

Nyhed   •   Sep 27, 2017 14:06 CEST

Rengøringspersonalet i Nyborg Kommune bliver rekordlænge i deres jobs. Generelt er kommunen god til at fastholde medarbejdere, viser nye tal.

I Nyborg er det de samme medarbejdere, der gør rent og ordner vasketøj år efter år. De er nemlig den fynske kommune, der er bedst til at fastholde sine medarbejdere. En af forklaringerne er vellykkede mentorforløb.

De gør rent, og de ordner vasketøj. Rengøringsassistenterne i Nyborg klarer hver dag disse opgaver for kommunen, og de gør det gerne i mange år. Her er der meget lille udskiftning i medarbejdergruppen, for langt de fleste fastholdes i deres job. 

Der er flere forklaringer på, hvorfor den fynske kommune er særligt god til at fastholde rengøringsassistenterne. Én af dem er, at der ifølge de ansatte er god kollegial stemning blandt vasketøjet og rengøringsmidlerne. En anden er arbejdspladsens mentorforløb.

I forløbene bliver udsatte jobsøgende sat sammen med en af de erfarne rengøringsassistenter, og det har vist sig at være en succes, forklarer leder af servicetemaet, Jytte Hansen:

”Det kan jo godt være svært at blive ved med at bevare glæden ved at skulle ordne toiletter eller vaske gulv. Derfor har det vist sig at give utrolig god mening for nogle af de medarbejdere, som har været her i flere år at bliver mentor for en ledig, som skal have hjælp til at blive en del af holdet,” siger hun til TV2 Fyn.

Formålet med mentorordningen er at hjælpe kommunens ledige i arbejde og forhåbentlig sikre dem en fastansættelse:

”Når vi kan vise én, der kommer som praktikant, at der er plads til alle uanset, om man måske har haft det svært i livet, så opbygger vedkommende ofte også en stor loyalitet til arbejdspladsen,” siger Jytte Hansen til TV2 Fyn.

I alt er 25 af dem, der startede i mentorforløbet, blevet en fast del af arbejdspladsen.

Flere faggrupper fastholdes

Meget tyder på, at det ikke kun er kommunens rengøringspersonale, der fastholdes i arbejde. Nye tal fra Analyseinstituttet VIVE viser, at der generelt er meget lille udskiftning i medarbejderne i kommunen.

Her er personaleomsætningen på cirka 18 pct. Tallet indikerer, hvor meget udskiftning der har været blandt kommunens medarbejdere over et år, og her ligger Nyborg helt i bund.

Dermed er de den bedste kommune på Fyn, når det kommer til fastholdelse.

Mere viden

Læs mere hos TV2 Fyn