Få vores nyheder på mail

Nu kan virksomheder oprette job på få timer med Jobnet for Arbejdsgivere

Nyhed   •   Jun 27, 2018 13:27 CEST

Det er nemt at oprette et job på få timer på Jobnet for Arbejdsgivere

Med Jobnet for Arbejdsgivere kan virksomheder nu uden omkostninger opslå job på få timer. Det er med til at udvide rekrutteringsgrundlaget for virksomheder, der leder efter medarbejdere til småjob.

Fra 11. juni i år kunne virksomheder kvit og frit bruge Jobnet for Arbejdsgivere til at oprette jobannoncer til stillinger på få timer. Mulighederne er blevet udvidet på Jobnet for Arbejdsgivere, hvor virksomhederne præcist kan angive arbejdstiden, når de slår job på få timer op. Det giver mulighed for en mere præcis søgning efter medarbejdere.

Virksomheder vil have fleksible medarbejdere

”Flere og flere virksomheder efterspørger fleksible ansættelser og medarbejdere, der kan varetage småjobs. Derfor er det godt, at Jobnet for Arbejdsgivere får en udvidet funktion, hvor man kan synliggøre job på få timer i jobopslag,” siger Carsten Lunden, seniorkonsulent hos Cabi.

Når et job slås op med fx otte timer om aftenen eller i weekenden, er der basis for et bedre match mellem arbejdsgiver og ny medarbejder, da det er tydeligt for ansøgeren, hvor mange timer jobbet indebærer.

Jobnet for Arbejdsgivere har eksisteret siden efteråret 2017 som en service, hvor virksomheder gratis kan slå job op og aflevere jobordrer direkte til jobcentrene. På Jobnet for Arbejdsgivere får virksomhederne også adgang til 153.000 aktive CV’er på Jobnet.

Tydelig præsentation af den jobsøgende

For at understøtte de ledige, som søger småjob til en hurtig og direkte jobsøgning, har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) desuden lanceret et Præsentations-CV som et supplement til det obligatoriske Jobnet-CV, som ledige skal have.

Præsentations-CV’et er en let og overskuelig CV-skabelon, der er designet til ledige, som søger job på få timer. Og den ledige kan bruge Præsentations-CV’et i kontakten med virksomheder og på en nem måde synliggøre kompetencer og erfaringer.

”Det er positivt, at man tydeligt kan se, hvad borgeren er god til – for det et jo netop en af de tydelige fordele for virksomhederne,” siger Anne-Mette Olesen, der er direktør og ejer af Borups Pakkeri.

Virksomheden beskæftiger mange medarbejdere, der er ansat på få timer på pakkerier i Aarhus og Randers. Anne-Mette Olesens erfaringer med rekruttering og ansættelse af medarbejdere på få timer har indgået i udviklingen af Præsentations-CV`et. Borgere, jobcentre og andre virksomheder har også medvirket med inputs i processen frem til lancering.

FAKTA: Sådan gør du

  • Er din virksomhed ikke allerede oprettet på Jobnet for Arbejdsgivere, kan du oprette den med Nem-ID Erhverv og oprette en kontaktperson.
  • Er din virksomhed allerede oprettet, kan du logge på og oprette en annonce for et job på få timer.
  • Du kan nemt angive antal timer og tid i løbet af ugen i din jobannonce.
  • Jo mere præcist, du angiver arbejdstid og arbejdstidspunkt, jo mere præcist rammer din søgning efter kandidater.
  • Jobordre-funktionen kan også bruges af virksomheder, når det gælder job på få timer. Fra ultimo september 2017 til marts 2018 er der afgivet 1.500 digitale jobordrer til Jobnet for Arbejdsgivere. De mest efterspurgte stillinger er lager- og logistikmedarbejdere, rengøringsassistenter og køkkenmedhjælpere.