Få vores nyheder på mail

Ledige kontanthjælpsmodtagere får flest småjobs i restaurations- og vikarbranchen

Nyhed   •   Jun 08, 2017 13:14 CEST

Restaurationsbranchen har tidligere haft svært ved at rekruttere medarbejdere, men branchen er nu begyndt at have flere kontanthjælpsmodtagere i småjobs

Flere og flere kontanthjælpsmodtagere finder småjobs, og det er særligt hos pizzeriaer, grillbarer og rengøringsvirksomheder, viser ny analyse. Småjobs kan være det første skridt ind på arbejdsmarkedet for denne gruppe ledige, mener beskæftigelsesministeren.

Når kontanthjælpsmodtagere skal finde småjobs, sker det oftest hos vikarbureauer, restauranter og rengøringsfirmaer. Samtidig er det også i de brancher, at størstedelen af de tidligere kontanthjælpsmodtagere efterfølgende kommer i ordinært arbejde. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der kortlægger hvor nuværende og tidligere kontanthjælpsmodtagere placerer sig på arbejdsmarkedet.

Sidste år satte flere og flere kontanthjælpsmodtagere foden inden for på arbejdsmarkedet, og ca. hver tiende jobparate kontanthjælpsmodtager var i arbejde med supplerende kontanthjælp i november 2016. Stigningen kan skyldes, at 225-timersreglen øger motivationen blandt de ledige. 

En fod inden for på arbejdsmarkedet

Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, glæder sig over udviklingen og håber, det kan bane vej ind på arbejdsmarkedet for de ledige:

”Hvis det viser sig, at det er første skridt ind på arbejdsmarkedet, hvor man kan blive opkvalificeret, så er det godt. Men hvis det bliver en permanent tilstand at være i småjob, så får vi et segment på arbejdsmarkedet, der ikke kommer videre, og det er jo noget andet”, siger han til Ugebrevet A4.

Udviklingen glæder også beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen, der mener, at småjobs er vejen til fast beskæftigelse for flere:

”Småjobbene er som en trædesten ind på arbejdsmarkedet. Det, vi ser nu, er begyndende tegn på, at mennesker på passive ydelser kan rykke”, siger han til Ugebrevet A4.

Også ude i de berørte brancher, glæder man sig over, at flere kontanthjælpsmodtagere kommer i arbejde. Særligt restaurationsbranchen har tidligere haft problemer med at rekruttere medarbejdere, og flere branchefolk melder, at de med glæde ansætter kontanthjælpsmodtagerne. 

Læs mere om analysen her