Få vores nyheder på mail

Færre offentligt forsørgede løser ikke rekrutteringsproblemer

Nyhed   •   Okt 03, 2017 14:16 CEST

Det løser ikke virksomhedernes rekrutteringsproblemer, at der bliver færre på overførselsindkomst. Men det afhjælper problemet.

Der bliver færre danskere på overførselsindkomst, og det hjælper virksomheder, der normalt har svært ved at få besat deres ledige stillinger. Men udviklingen er ikke nok til at løse de nuværende rekrutteringsproblemer, frygter Dansk Erhverv.

Der bliver færre og færre danskere i den erhvervsaktive alder, som er på overførselsindkomst. Ifølge tal fra Danmarks Statistik faldt antallet af overførselsindkomstmodtagere i den erhvervsaktive alder med 3.900 personer fra første til andet kvartal i år. Der er blandt andet blevet færre kontanthjælpsmodtagere og færre på efterløn.

Tallene vækker glæde hos Dansk Erhvervs arbejdsmarkedspolitiske chefkonsulent, Peter Halkjær:

”Den gode udvikling er båret af en fortsat stigende efterlønsalder og af fortsatte kraftige stigninger i beskæftigelsen,” siger han til Dansk Erhverv.

Udviklingen gavner virksomheder, der har svært ved at ansætte medarbejdere til deres ledige stillinger. Men det løser ikke de rekrutteringsproblemer, der i øjeblikket er på mange danske arbejdspladser:

”Selvom der umiddelbart fortsat er et stort rekrutteringspotentiale blandt modtagerne af overførsler i den erhvervsaktive alder og udviklingen går i den rigtige retning, så ændrer det ikke på udsigten til, at flere og flere virksomheder oplever rekrutteringsudfordringer. Udviklingen i beskæftigelsen løber simpelthen for hurtigt,” siger Peter Halkjær til Dansk Erhverv.

Udenlandsk arbejdskraft og virksomhedsrettet indsats

Hos Dansk Erhverv peger man på forskellige løsninger på problemet. Blandt andet mener Peter Halkjær, at regeringens udspil til Jobreform II kan være et skridt på vejen. Samtidig mener han, at faktorer som udenlandsk arbejdskraft og kommunernes virksomhedsrettede indsats kan afhjælpe problemet i fremtiden:

”Bedre adgang til arbejdskraft fra udlandet og en styrket virksomhedsrettet indsats i kommunerne kan være en del af medicinen, der kan rette op på den stigende mangel på arbejdskraft, som virksomheder over hele landet er oppe imod,” siger han til Dansk Erhverv.

Mere viden

Læs mere hos Dansk Erhverv

Hent Cabis værktøjer til rekruttering fra kanten